Et sted der er umuligt at tale om - sproget er ikke i stand til dette.
Turister kommer her fra tid til anden: ved inerti klikker de på kameraet, stønner og gisp, går langs stranden med hinanden, holder i hænderne og forlader. Heldigvis forlader de, og alt falder på plads igen: kun en tom strand, røde klipper, majestætiske buer, bølgens rumlende.
At være her forstår du (eller rettere, du føler) - sådan var verden på tidspunktet for dets oprettelse: lyse røde klipper, turkisblåt hav og hvidt skum af mægtige bølger.
Det er roligt her. At være her er som at gå hjem. Det er som endelig at slippe fri fra trængsel og travlhed i vores klæbrig liv.
Absolut kant. Stedet, hvor alt ender, og tiden ophører med at være et begreb, der betyder noget - her kan det ikke mærkes.
Buer er ikke engang den vigtigste ting i Legzir. Dette er kun dens bestanddel, et element der er uadskilleligt fra helheden - fra Leghzira som et komplet og selvforsynende univers. Måske fungerer de samme fysiske love her, men denne verden lever sit eget liv og i henhold til sine egne uforståelige regler. Her er et andet univers. Nå, eller i det mindste en anden planet.
Et sted der er umuligt at tale om - sproget er ikke i stand til dette. Dette sted kan ikke engang tænkes på - det kommer generelt fra et andet lag af virkelighed.
Luften består af en milliard dråber saltvand. Cool, frisk og stille. Legzira er en drøm. Selve rummet er syet af drømmespørgsmålet.
Eller måske er det tværtimod en opvågnen?
